Hvornår stiger guld og sølv prisen igen?

Skrevet af den 30/07/2012 i Analyse - 14 kommentarer

Sølvprisen har befundet sig i en midlertidig nedtrend og konsolideringsperiode siden det store fald 1. maj sidste år, hvor likvideringen af Osama bin Laden blev brugt som forklaring. Guld nærmer sig ligeledes et års konsolidering efter at have toppet omkring 1900 dollar per troy ounce i august sidste år, da krisen omkring gældsloftet i USA var på sit højeste. Guld og sølv investorer har nu haft lang tid til at øge til deres portefølje, og det spørgsmål der garanteret er på alles læber nu er: hvornår stiger guld og sølv priserne igen?

Gode nøgletal er skidt, dårlige tal er gode

Tendensen på finansmarkederne i 2011 og 2012 har været, at dårlige nøgletal fra jobmarkedet, boligmarkedet eller forbrugertilliden har givet stigninger på aktie og råvaremarkedet herunder også guld og sølv. Det mindste hint om nye pengepolitiske lempelser eller den mindste stigning i sandsynligheden for nye (seddelpressen) giver umiddelbare stigninger. Det kan virke irrationelt og ulogisk, da tilsvarende positive nøgletal har resulteret i fald, og det er det fundamentalt også.

Alt afhænger af Bernankes seddelpresse

I en verden af gæld, som aldrig nogensinde kan betales tilbage, afhænger alt af yderligere stimuli til økonomien igennem frisk printede pengesedler. Vi havde regnet med at Bernanke ville hinte om en QE3-pakke til juni FOMC møde, men det blev en fuser. Dog virkede FOMC minutterne mere lempelige end før, og mediernes råben på ny hjælp fra centralbanken gav alligevel investorerne et håb.

Vi brændte nallerne ved at sætte en specifik dato på et nyt indgreb fra og vil derfor afholde os fra at gentage det i den nærmeste fremtid. Læs hvorfor vi tilbage i januar mente, at en QE3 til juni ville være mest sandsynlig.

Spørgsmål om tid

Men én ting er sikkert: nye lempelser kommer! Finansmarkederne kan ikke fungere uden, og politikerne vil ikke risikere, ikke at blive genvalgt skulle aktiemarkederne falde til 2009 niveauer igen, hvis økonomien skulle falde i en deflationær spiral. Selvom centralbankerne på papiret er politisk uafhængige, kan politikerne alligevel lægge så meget pres på dem, at de er nødsaget til at intervenere i markederne. Derfor er det blot et spørgsmål om tid, dvs. ikke hvis men når det sker. Om det bliver før præsidentvalget (hvilket vi stadig ser som mest sandsynlige) eller efter, når politikerne skal slås om den såkaldte “fiscal cliff” i USA er svært at sige. Men når de beslutter sig for at nok er nok og sætter gang i seddelpressen, vil vi se samtlige markeder stige mod nye højder, og guld og sølv vil sætte nye rekorder. Den næste omgang lempelser vil være globale og i en sådan grad, at TARP, QE 1 og 2 osv. føles som vand ved siden af.

Om forfatteren

Jesper startede Sølvinvestor i februar 2011 og står for den daglige vedlige-holdelse af hjemmesiden. Jesper studerer nationaløkonomi med særligt fokus på makroøkonomi og finansiering, og interessen ligger specielt på ædelmetallers rolle i verdensøkonomien i dag og i årene fremover. Læs vores vision.

14 kommentarer den "Hvornår stiger guld og sølv prisen igen?"

  1. Mikael Rieck 30/07/2012 kl. 11:24 Svar

    En ting der undrer mig til stadighed er, at priserne ligger hvor de gør. I følge bl.a. Mike M.’s mange grafer, så er prisen helt skæv i forhold til hvor den burde være hvis man kigger på mængden af penge der allerede flyder rundt i markedet.

    Så burde priserne ikke stige uanset om der kommer flere lempelser eller ej?

    Mvh
    Mikael

    • Admin 30/07/2012 kl. 13:23 Svar

      Godt spørgsmål. Der kan være mange forklaringer på hvorfor prisen ikke er højere, selvom ædelmetallerne jo er steget pænt siden årtusindeskiftet. En af de primære grunde, som jeg ser det, er, at velociteten/omløbshastigheden i pengemængden ikke er høj nok til at skabe de vilkår hvormed guld og sølv trives bedst. Rigtig mange fiatvaluta penge ligger bare og venter på enten mere tillid til økonomien så de kan komme ud og arbejde, eller også komplet mistillid til valutaer, så folk bare vil af med dem hurtigst muligt. Der skal derfor et event der sparker gang i økonomien (ex. ny QE) eller også et kollaps, hvorefter pengene vil strømme ud i markederne og sætte gang i inflation og stigninger i ædelmetallerne.

      • Mikael Rieck 30/07/2012 kl. 13:45 Svar

        Så er det nok der at kæden er hoppet af for mig. Jeg var af den opfattelse, at inflation alene kom sig af, at pengemængden blev forøget. I mit hoved vil den samme mængde produkter, men den dobbelte mængde papirpenge, resultere i at produkterne kom til at koste dobbelt så mange papirpenge.

        Men det kan jeg så forstå ikke er tilfældet?

        • Admin 30/07/2012 kl. 14:30

          Meget få ting i økonomi er firkantede eller sort-hvid og denne problematik er da heller ikke. Mange forskellige faktorer spiller ind – det skal jo åbenbart ikke være for nemt at forudse udviklinger 🙂 Hvis den øgede pengemængde blot ligger og venter, vil efterspørgslen ikke drive priserne højere. Grænsetilfældet er jo, at pengene aldrig kommer videre, forsvinder og dermed ingen effekt har på priserne. Men pengene skal jo ud i økonomien på et tidspunkt, så inflation (def: øget pengemængde) vil alt andet lige drive priserne højere på et tidspunkt. Det kræver som regel bare en strukturel ændring i økonomien eller i tilliden for at pengene kommer på arbejde.
          Mange økonomer og øk. teorier antager at omløbshastigheden er konstant og derfor svigter disse teorier ofte når det som i disse tider ikke er tilfældet.

        • PMPirate 02/08/2012 kl. 02:33

          Der var vist en gammel definition af inflation som den procentvise øgning i pengemængden. Men den kunne nogle økonomer ikke lide, fordi enhver øgning af pengemængden derfor – per definition – gav inflation. I dag definerer vi normalt inflation som den procentvise stigning i priserne.

          Og (her må Admin korrigere mig, hvis jeg tager fejl) moderne økonomisk teori siger, at der er en formel P = M * V / Q, hvor vi her for at simplificere kan betragte Q som en konstant. P er priserne, M er pengemængden og V er pengenes omsætningshastighed. Så en procentvis stigning i M * V vil give samme procentvise stigning i priserne. Et eksempel: Hvis M fordobles, og V halveres, vil priserne forblive uændret.

          Det holder dog ikke helt: Vi har mere end fordoblet M, og V er ca. halveret, så der burde være større prisstigninger.

          Forklaringen skyldes efter min mening, at en stor del af øgningen i pengemængden reelt (endnu) er et regnskabsmæssigt trick. De mange penge der er blevet skabt af centralbankerne ligger i dag som reserver i store finansinstitutioner, som havde alvorlige problemer med solvensen. Næsten ingen af disse nye reserver er nået ud i økonomien. Og en pæn del af disse reserver er ovenikøbet af finansinstitutionerne sendt tilbage til centralbankerne som indskud. Nationalbankens negative foliorente er efter min mening et forsøg på at modvirke dette, og samtidig lette presset på kronekursen.

          Men reserverne er beregnet til at bruges når en finansinstitution har problemer. Og det går jo værre og værre for finansinstitutionerne. Centralbankerne kan i et stykke tid hjælpe med flere finanspolitiske lempelser, men hver gang hjælper det mindre og mindre. Til sidst hjælper det ikke nok, og så bliver de store reserver nødt til at finde ud i økonomien. Og når det sker, vil vi begynde at se voldsomme prisstigninger. Når vi kommer så langt, er hyperinflation efter min mening ikke usandsynligt.

  2. ricky 31/07/2012 kl. 08:23 Svar

    en ny ting er som er kommet i fokus er libor scandal.det har medført at der er kommet mere og mere snak om guld og sølv manipulation,så det bliver svære og svære og holde prisen nede,

    og så lige en anden ting kronen har mistet så meget værdi at guld pris målt i kroner er på sit højeste….

  3. PMPirate 02/08/2012 kl. 04:05 Svar

    Jeg tror vi vil se generelt stigende priser på guld og sølv resten af året, dog med en del store svingninger. Også selvom vi ikke får en ny omgang QE, men så bliver det nok kun svagt stigende priser.

    For sølv er jeg lidt mere usikker end for guld. Får vi ekstremt dårlige økonomiske nøgletal resten af året kan sølvprisen forblive uændret, eller måske endda falde.

    Men jeg er rimeligt sikker på, at vi kommer til at se QE3 i løbet af i år. Nok ikke med QE navnet, som for mange er blevet et synonym for at trykke flere penge, men med et andet navn.

    En nedgradering af Tysklands kreditværdighed i år ser jeg heller ikke som usandsynlig, og det vil give en meget positiv virkning for priserne på ædelmetallerne.

    • Admin 02/08/2012 kl. 08:47 Svar

      Enig langt hen ad vejen. Jeg tror dog, at meget af en kommende “QE” pakke er indpriset i aktiekurserne givet at indeksene nærmer sig 2007-niveauer på trods af konstant dårlige nøgletal. Omvendt mener jeg ikke, at guld og sølv i disse niveauer har indpriset nye lempelser, så en QE3 vil efter min mening helt klart sætte skub i ædelmetalpriserne.

  4. Ole 22/08/2012 kl. 04:23 Svar

    “The actual April 5, 1933 order, which in the coming years will make a repeat appearance with absolute certainty,”

    http://www.zerohedge.com/news/what-30-years-gold-confiscation-us-government-looks

  5. PMPirate 24/08/2012 kl. 01:34 Svar

    For at svare på spørgsmålet i overskriften: Nu!

    Sommerstilheden for ædelmetallerne ser ud til at være overstået, og priserne stiger. Jeg tror det er sidste chance, hvis man vil købe ædelmetaller til en god pris.

    • Admin 24/08/2012 kl. 10:53 Svar

      Enig! Det ser ud til at markederne ikke kan ignorere forventningerne om yderligere stimuli længere. De store investorer har trukket den så længe som overhoved muligt, men som altid med spilteori; når den første bukker under for presset (eks. nyheden om div. “investorguruer” øger deres guldbeholdning) så følger de andre trop med dertil hørende hurtige stigninger. Det bliver en interessant september.

  6. Ole 21/10/2012 kl. 21:49 Svar

    Et link mere, hvis nogen her skulle have interesse for den slags:

    http://www.businessinsider.com/frank-giustra-bullish-gold-2012-10

    • PMPirate 22/10/2012 kl. 21:25 Svar

      En rigtig god, og rimeligt kortfattet, artikel med en investor, som forudså det nuværende bull marked i guld allerede for ti år siden. Bør læses af enhver, som er interesseret i at investere i guld. Selvom der i artiklen argumenteres udfra et amerikansk perspektiv, har vi nogenlunde samme situation her i Europa.

      Specielt kan jeg godt lide, at han ikke er bange for at sige at guld er en boble – dog uden at forsøge at fraråde folk at investere i guld, som de fleste andre der siger guld er en boble gør. Selv mener jeg også, at guld er en boble, på samme måde som f.eks. dot-com boblen. Men såvidt jeg kan se, er vi på et meget tidligt stadie i boblen (awareness phase). De helt store prisstigninger kommer først senere (mania phase) – det er når alle, herunder mainstream pressen, begynder at tale om, at det er en god ide at investere i guld. Denne fase kommer efter min mening, når vi begynder at få stigende inflation p.g.a. de mange pengepolitiske lempelser, og den stigende omsætningshastighed p.g.a. inflationen får inflationsraten til at accelerere.

Skriv en kommentar