Hvor og hvordan sælger man sit guld og sølv?

Skrevet af den 17/01/2012 i Køb og Salg - 0 kommentarer

Ligger man inde med arvesølv, gamle eller mønter, ønsker man måske at sælge det nu eller på et senere tidspunkt. Personligt mener vi ikke, at tiden er inde til at sælge og da bestemt ikke noget man har arvet, men der kan naturligvis være individuelle årsager til det. Har du derfor besluttet dig for at sælge, og læst hvorfor vi mener, at guld og sølv kan beskytte ens formue under et økonomisk kollaps, så kan vi i det mindste forsøge at undgå, at du bliver snydt. Nedenfor har vi opstillet de vigtigste faktorer man bør tage højde for før et salg.

Samme pris i hele verden

Det første man skal være opmærksom på er, at prisen på guld og sølv er en verdensmarkedspris (spotpris), og derfor kan man i princippet få samme pris for metallerne, om du sælger i Danmark eller i Kina. Alle afvigelser fra verdensmarkedsprisen (se den aktuelle pris her) bør derfor tænde advarselslampen. Husk dog at der er forskel på karat (hvis der er tale om guld) og lødighed (sølv) som er den der afgør prisen. Verdensmarkedsprisen gælder for finguld og finsølv og dermed 24 karat guld og .999 lødighed sølv.

Indhent flere forskellige tilbud

Alle troværdige guldsmede og forhandlere tilbyder et gratis tjek af dit ædelmetal og en købspris. Indhent derfor flere forskellige tilbud og hold dig opdateret på dagens aktuelle guld eller sølvpris. Spotpriserne kan ændre sig voldsomt fra dag til dag, så det kan ske at forhandlerne tilbyder en forskellig dagspris.

Man får ofte et bedre tilbud hvis man bytter til nye varer. Det kunne eksempelvis tænkes, at man lå inde med skrotguld og ønskede at bytte til investeringsguld eller sølv i stedet.

Brug din sunde fornuft

Virker tilbudet for godt til at være sandt, så er det som regel også. Verdensmarkedsprisen er som sagt den gældende, og forhandlere vil derfor tabe penge på at betale mere end denne. Indhent kun tilbud fra forhandlere hvor du har mulighed for at besøge deres butik eller kontor, og lad være med at aftale et møde i dit hjem. Undersøg altid internettet for anmeldelser af den pågældende forhandler.

Hvilken slags guld eller sølv?

Hvor og hvordan det er mest optimalt at sælge, afhænger ofte af hvilken slags ædelmetal du ønsker at sælge. Smykker, sølvbestik og andre pyntegenstande sælges næsten udelukkende til metalprisen, og derfor mener vi også, at man skal overveje om det er værd at sælge sit arvegods (du betales ikke for affektionsværdien). Alle disse ting går under betegnelsen skrotsølv eller skrotguld.

Man kan derimod opnå en højere pris på investeringsguld og investeringssølv (“bullion” på engelsk), da der ikke behøves yderligere bearbejdning før videresalg til nye investorer. Ofte er der også en vis numismatisk præmie over spotprisen på mønter og barrer som investorer er villige til at betale for.

Ligger du inde med mønter, bør du opsøge en specialist for en vurdering. Find eksempelvis mønthandlere på google.

Skrotguld og -sølv kan sælges i de fleste guldsmede, hvorimod der som regel opnås en højere pris på bullion hos specialiserede guld og sølvforhandlere eller på auktion.

Om forfatteren

Jesper startede Sølvinvestor i februar 2011 og står for den daglige vedlige-holdelse af hjemmesiden. Jesper studerer nationaløkonomi med særligt fokus på makroøkonomi og finansiering, og interessen ligger specielt på ædelmetallers rolle i verdensøkonomien i dag og i årene fremover. Læs vores vision.

Skriv en kommentar