Det Keynesianske slutspil – Hyperstagflationens boulevard

Skrevet af den 14/05/2011 i Gæsteindlæg - 0 kommentarer

Af vores bruger Thorbjørn Rønje

Vi befinder os i uudforsket territorium. Selv den ellers altid ultra optimistiske Warren Buffet meldte den anden dag ud, at han ikke anser et eurokollaps som utænkeligt. Peter Schiff, der nok har ”kaldt” dotcom og finanskrisen mest præcist, udtaler karakteristisk ”We are an indebted family going out for an expensive meal to celebrate getting approved for a new credit card. It might feel good (at the time), but we’re still simply delaying the inevitable”. Vi ser samtidigt at der kommer flere såkaldte “Black swans” i spil såsom uroligheder i de mellemøstlige olieproducerende lande, tsunamier og atomkraftværksnedsmeltninger i verdens tredje største økonomi, stigende råvarer priser, samt kontinuerlig ”Quantitative easing” og global gældssætning.
Når man er i en situation hvor verdens største økonomi bliver nødt til at købe deres egne statsobligationer og i øvrigt er i en håbløs forgældet situation i et omfang der aldrig før er set i verdenshistorien, synes jeg ikke det er urimeligt at sætte spørgsmålstegn ved hvorvidt fundamentalerne på de globale markeder overhovedet har forbedret sig siden 2007. Jeg vil i den følgende artikel give et bud på hvorfor krisen på ingen måde er overstået, og hvorfor det overhovedet gik så galt i første omgang. Med denne lidt drastiske indledning og i øvrigt voldsomme konklusion sætter jeg mig selv lidt på spil, men hvad fanden; No pain no gain, here goes:
Austrian Business Cycle Theory ( ABCT) er et utrolig interessant stykke teori fra den Østrigske Skole, samt den eneste cyklusteori, der har kunnet forudse både Den Store Depression[1] og den nuværende finanskrise[2]. Set i forhold til ’mainstream’ synet på kriser, har ABCT et radikalt anderledes syn på økonomiske krisers fundamentale årsager, såvel som på deres løsninger. Jeg vil introduktionsmæssigt give et kort oprids af ABCT, før jeg vil analysere den nuværende finanskrise ved hjælp af en mere omfangsrig applikation af teorien.

Ifølge ABCT fører en kunstigt lav rentepolitik til en ekspansion i pengemængden[3], hvilket yderligere forstærkes gennem det fraktionelle reservebanks-system. Denne pludselige monetære kreditforøgelse fører til et uholdbart boom, da langsigtede investeringer bliver foretaget i sektorer, der umiddelbart virker som gode investeringer grundet den lave rente. Dette booms excessive fejlinvesteringer gør altså, at kapitalressourcer bliver misallokerede imod områder i økonomien, der under en stabil pengemængde ikke ville have været attraktive. Når denne excessive forøgelse i pengemængde og hermed kredit ikke længere kan vedligeholdes, fører det ifølge teorien til et pludseligt deflationært kreditkollaps, hvor investorer tvinges til at likvidere projekter. I denne proces forsøger økonomien igen at re-allokere kapitalressourcer imod sektorer i økonomien, hvori de har en mere effektiv brug. Hele økonomien er nu i værre stand, end den ville have været foruden kreditekspansionen, da opsvinget er udtryk for en generel periode af misinvesteringer, der er sket på bekostning af projekter, der under en naturlig rente ville have tiltrukket kapitalressourcer.

Austrian Business Cycle Theory eksemplificeret

En økonomisk ekspansion er kun bæredygtig, hvis den er et resultat af øgede investeringer baseret på reel opsparing i samfundet, som derfor repræsenterer forbrugernes egentlige præferencer. Hvis ekspansionen ikke baserer sig på reel opsparing, men derimod på en kreditekspansion, ændrer dette drastisk på en lang række forhold i økonomien. ABCT forklarer således, hvordan en kreditekspansion resulterer i en forvridning af produktionsstrukturen og skaber en situation, hvori udbuddet af kapital- og forbrugsgoder samt tjenester ikke længere repræsenterer de økonomiske agenters efterspørgsel af disse. Med andre ord kan en temporalfejljustering i økonomien forekomme som konsekvens af massiv pengeudvidelse. Den nuværende finanskrise er et af mange eksempler på denne beklagelige kausalitet:
Den gennemsnitlige amerikanske husejer oplevede i perioden 1998 til 2006 et boom i værdien på hans husstand på 150 %. Over de næste 2 år faldt de selv samme priser 23 %[4] hvilket betød massive misligholdelser og tvangsauktioner. Aktiemarkedet fulgte et lignende mønster, hvor det ledende indeks Dow Jones d 7. oktober 2007 toppede i 14164,53. Det højeste nogensinde. 13 måneder senere, d 20. november 2008, lukkede indekset i 7552,29. Et fald på 46,7 % – krisen havde ramt. Pensioner var blevet udslettet, arbejdsløsheden var pludseligt stigende[5] og krisen var ved at udvikle sig til mere end bare en ”subprimekrise”.

Cluster of errors?

Ingen undrer sig, når enkelte virksomheder går fallit. De kan have lavet en planlægningsmæssig fejl i forhold til forbrugernes smag, overvurderet forbrugernes , undervurderet omkostningen ved at overholde ny samfundsmæssig regulering eller en hvilken som helst anden tænkelig fejl. Ingen undrer sig over denne naturlige markedsproces, da den blot reflekterer det faktum, at mennesket er ude af stand til at forudsige fremtiden med sikkerhed. Men når pludseligt voldsomt mange virksomheder går fallit på samme tid, på trods af at markedet gradvist har elimineret de entreprenører, der har været mindst professionelle til at producere i overensstemmelse med forbrugernes behov, må man undre sig over, hvorfor også virksomheder, der netop har overlevet konkurrencen og igen og igen har bevist deres værd på markedet, pludseligt alle ser sig ude af stand til at balancere deres produktion efter forbrugernes behov. Den anerkendte britiske økonom Lionel Robbins satte spørgsmålstegn ved netop denne mærkværdige ”cluster of errors”, som han kaldte det, og forlangte en forklaring:
”Why should the leaders of business in the various industries producing producers’ goods make errors of judgement at the same time and in the same direction?”[6]
Kan vi finde en ekstern fællesnævner for denne samtidige klynge af fejl, eller er det som Keynes og Marx forsøgte at argumentere blot en iboende konsekvens i kapitalismen, altså en såkaldt markedsfejl?
For at svare på dette spørgsmål finder vi et enkelt spor i det historiske faktum, at recessioner rammer særdeles hårdt i kapitalgode-industrier, eller ”higher order goods” ifølge østrigsk kapitalteori, såsom råvare-sektoren, konstruktion, kapital udstyr etc., men rammer mindre hårdt i forbrugsgode-sektorer såsom tøj, brød eller blyanter for at tage et par eksempler. Med andre ord rammer kriser ikke ligeså kraftigt de ting, som folk rent faktisk umiddelbart forbruger, men rammer derimod de ting, der er længere væk fra egentligt forbrug, i.e ”higher order goods”. Ganske som ABCT forudsiger, er det netop det scenarie, der har udspillet sig i den nuværende krise, hvor især boligmarkedet i denne omgang er ekstra hårdt ramt. Hvordan kan dette være?
Den østrigske økonom F.A. Hayek vandt i 1974 nobelprisen i økonomi for en teori om økonomiske cyklusser, der har stor forklaringsmæssig kraft, specielt set i lyset af den nuværende globale finanskrise, som økonomer verden over har haft væsentlige vanskeligheder med at forklare. Hayeks teori bygger videre på Ludwig von Mises tidligere arbejde indenfor feltet og anser den selvsamme entitet, hvis opgave det er at styre økonomien uden om recessioner, som værende prima causa for netop disse, nemlig centralbanken. For at vende tilbage til Lionel Robbins ”cluster of errors”, er det også netop centralbanken og manipulationen af renten han selv ender med at vende sit fokus imod. At kigge på pengemængden giver da også mening, når man søger efter en fællesnævner for et så bredt økonomisk problem, og som Robbins påpeger, er trods alt at finde i alle brancher og hjørner af økonomien. Robbins skriver således allerede i sin bog ”The Great Depression” fra 1934:
”Is it not probable that disturbances affecting many lines of industry at once will be found to have monetary causes?”[7]

Den naturlige rente i det fri marked

Som nævnt tidligere er det i særdeleshed centralbankens manipulation med renten, der er yderst vigtig, men lad os før vi går videre kort se nærmere på, hvordan rente og opsparing fungerer i et frit marked, da det er betydeligt for at forstå, hvorfor et ”mismatch” mellem den ”naturlige” rente og den egentlige rente kan forårsage økonomiske cyklusser.
Renter er ligesom priser. Dvs. at lånte penge eller lånt kapital er et gode og renten, man betaler for at låne denne kapital, er prisen herpå. Når man deponerer penge i banken på en opsparingskonto eller køber en obligation, bliver man kreditor, og renten af disse repræsenterer derfor den kompensation, man modtager for at tage risikoen ved at stille kapital til rådighed. Som med alle andre goder ændres udbuddet og efterspørgslen og herved prisen fra tid til anden, og dette er ikke anderledes med penge. Er der et stigende antal låntagere, vil renten stige, ligesom renten vil stige hvis der er faldende opsparing i samfundet, hvorfor udbuddet af penge vil falde, og vice versa.
Denne dynamiske prisfastsættelse af de samlede opsparede midler er yderst afgørende for at have en sund økonomi, da data om bl.a. tidspræferencer er indeholdt i renten: Er der f.eks. forøget opsparing i samfundet, øges udbuddet af kapital til rådighed, hvilket resulterer i en lavere rente.
Dette præsenterer entreprenøren for en mulighed for at investere i mere kapitalintensive projekter med en længere tidshorisont, projekter, som ikke nødvendigvis ville være rentable under en højere rente; typisk projekter, der forøger den produktive kapacitet i fremtiden, såsom nye fabrikker, filialer eller andet kapital udstyr/goder, der kan udvide hans fremtidige outputkapacitet.
Set fra entreprenørens synsvinkel er det ikke blot fordi det nu er billigere at lave disse investeringer, men også fordi den lavere rente giver information om forbrugernes relative villighed til at forbruge mindre nu og mere i fremtiden. Dette er endnu et incitament til at koordinere disse tidskrævende og kapitaltunge investeringer, således at de afspejler forbrugernes tidspræferencer. Havde forbrugerne haft anderledes tidspræferencer, der tenderede mod mere her-og-nu forbrug, ville der være mindre opsparing i samfundet og derfor også mindre kapital i udbud og derfor en højere rente.
Dette vil øge omkostninger for entreprenøren og gøre de samme tidskrævende og kapitaltunge investeringer urentable og i stedet fortælle ham, at der er meget villighed til at forbruge nu, så han derfor bør producere med maksimalt output med henblik på at sælge snarest muligt.
Med andre ord faciliterer renten altså koordinationen af produktion gennem tid. Denne ”naturlige” rente er den afgørende funktion i markedet, der forsikrer, at produktion og forbrugernes tidspræferencer er i overensstemmelse.

Den kunstigt lave rente

Bevæbnet med denne forståelse af hvordan renten i et frit marked koordinerer produktionen igennem tid, kan vi med rette vende tilbage til Robbins og Hayeks kritik af, hvad der sker, når centralbanken går ind og manipulerer renten.
Som jeg lige har vist, falder renten, når der er en stigende grad af opsparing i samfundet, men når markedet ikke længere er frit, da prisen på penge nu kan manipuleres af centralbanken og videre igennem det fraktionelle reservebankssytem[8], er det ifølge ABCT her, den altafgørende krise-gnist konstitueres. Fejlkoordineringen mellem forbrugernes behov og producenternes udbud begynder her at løbe i to forskellige retninger, da det nu i stedet er igennem centralbankens operationer, renten bliver sænket, og ikke nødvendigvis fordi forbrugernes tidspræferencer har skiftet til mere fremtidigt forbrug og derved en lavere rente, der afspejler dette forhold. Den lave rente sender nu et signal til investorer og entreprenører, der ikke er baseret på økonomisk realitet.
Den kunstigt lave rente fortæller entreprenøren, nøjagtigt som i frimarkedsscenariet, at han har råd til at udvide kapaciteten for at afspejle forbrugernes fremtidige tidspræferencer, men denne kunstigt lave rente afspejler i virkeligheden ikke forbrugernes fremtidige behov eller samfundsøkonomiens reelle tilstand, hvilket igangsætter denne fejlkoordinering. Med andre ord har centralbankes billige kredit nu skabt illusionen om, at der nu er en lang række projekter, der virker rentable, selvom forbrugerne ingen signaler har sendt til markedet om at udsætte deres nutidige forbrug og ”afsætte” ressourcer til i højere stadier af produktion. Det lave afkast på opsparing motiverer tværtimod offentligheden til at forbruge nu i stedet for i fremtiden, på trods af at samfundet i endnu højere grad end før har brug for at spare op, hvilket igen gør at økonomien strækkes i to diametrale retninger, hvor koordineringen af produktion og forbrug gennem tid nu bliver spoleret.
Som virksomhedernes projekter skrider frem, går det op for entreprenøren, at den lave rente og den økonomiske virkelighed ikke længere korresponderer, økonomiens egentlige opsparing, (den, som repræsenterer egentlig og ikke nyskabt ”kunstig” likviditet eller fiduciary media[9]) er ikke tilstrækkelig i forhold til entreprenørens forventning. Dette betyder imidlertid, at de komplementære produktionsfaktorer også er knappere end forudsagt, hvilket betyder at arbejdskraft, materialer, reservedele og andre ressourcer derfor er dyrere end oprindeligt beregnet.
Firmaer bliver nu nødt til at låne yderligere for at dække disse uforudsete omkostninger, hvilket stille og roligt lægger opadgående pres på renten – virkeligheden er ved at sætte ind – ikke alle projekter kan færdiggøres, da samfundet simpelthen ikke er rigt nok til at finansiere alle disse projekter endnu, selvom den kunstigt lave rente har sendt det signal.
Renten bør netop agere som et disciplinerende værktøj, der sætter et loft for hvor mange projekter, der kan startes for netop ikke at overstrække, hvad samfundets samlede opsparing kan finansiere i det lange løb. Når renten kunstigt sænkes, kan flere lån initieres og flere projekter kan startes, men centralbanken kan ikke på magisk vis fremtrylle de ekstra ressourcer, igennem billig kredit eller såkaldt fiduciary media, som samfundet har behov for.

Det amerikanske boom

Hvad centralbankens lave rente til gengæld skaber, er et boom med en illusion om umiddelbar vækst og velstand, netop som vi så i perioden fra slut 90’erne og op til 2007, hvor aktier og ejendomsværdier skød opad. Nybyggeri er overalt, firmaer udvider og offentligheden nyder en høj levestandard. Problemet er imidlertid, at det netop er en illusion, økonomien er på et inflationært sukkerrush[10] og realiteten rammer pludseligt i form af stigende renter, nøjagtigt som man så i perioden mellem 2004-2006 hvor renten steg fra 1 % til 5.35 % og udløste subprimekrisen. Investeringsprojekter viser sig ikke at kunne sælges eller må forlades før færdiggørelse, med ressourcer delvist eller komplet tabt og samfundet som helhed fattigere.
Ser vi på pengeudvidelsen og den faldende rente, helt tilbage fra 1984 og specielt i perioden lige fra omkring Dotcom krisen i 2000, og hvordan den korresponderer med det lave renteniveau i ”boom perioden” passer de empiriske data med ABCT’s udlægning af en monetær ekspansion med der til lave renter, og en stigende rente op til et kollaps – både ved Dotcom krisen og Finanskrisen. Ser vi på MZM[11] er den monetære base fra 1995 til 2010 blevet udvidet med over 200 %, samtidigt med at renten, både før Dotcom krisen i start halvfemserne og før Finanskrisen i start 00’erne, har været exceptionelt lav.
Dotcom krisen er på mange måder vigtig for at forstå hvordan det at bruge rentesænkelser, til at forøge ’aggregate demand’, i virkeligheden kan have direkte modsatte virkninger end intenderet, idet man obstruerer markedets forsøg på igen at ”cleare” og genetablere det vigtige forhold mellem forbrugernes behov og brugen af de knappe ressourcer der er i samfundet og i stedet bare udskyder samt ophober problemerne fremadrettet.
Det makroøkonomiske rentesænknings værktøj blev flittigt brugt efter IT boblen var brast og faldt uheldigvis sammen med 9/11. Denne kontracykliske reaktion på 9/11 og den igangværende recession manifesterede sig i hvad der er blevet kendt som ”The greenspan put”, hvor renten ramte en 45 årig rekord-lav bund på kun 1 %, og strakte sig over en rekord-lang periode fra juli 2003 til juli 2004. Det er ikke urimeligt at sætte spørgsmålstegn ved om en rekordlav rente kan have medført en flod af nyskabt kredit, der simpelthen må manifestere sig et givent sted i økonomien. Dette understøttes da også af data: Ser vi igen på money supply graferne MZM og M2, ser vi også en historisk ekspansion på lige over 50 % på de kun ganske få år der går mellem de to recessioner[12].
ABCT beskriver her hvordan fejlinvesteringer i en sektor er blevet opildnet og i dette tilfælde skal dataene fortolkes således at den første rentesænkning i start 90’erne manifesterede sig i en manisk IT boble som i år 2000 igennem stigende relative priser i sektoren[13] viste sig ikke at afspejle reelle økonomiske forhold. I stedet for at lade markedet cleare, forsøgte man nu med ”The greenspan put” at forfølge en inflationær ekspansiv monetær politik for at forøge det overordnede forbrug i samfundet, hvilket havde den stik modsatte effekt af hvad der var intenderet. Forbrugernes behov og økonomiens ressourcer blev nu yderligere forskudt og man skabte herved blot et større ’mismatch’ og samtidigt en voldsomt større boble i økonomien, i dette tilfælde bare på ejendomsmarkedet.
Formand for The Federal Reseve Ben Bernanke har forfulgt samme ekspansive monetære politik for at undgå et totalt deflationært kollaps i 2008, og sænket renterne til et bizart lavt niveau på kun 0.15 %. ”Østrigerne”, heriblandt de økonomer som rent faktisk var ude og advarer imod den kommende krise lang tid før det gik op for mainstream, advarer specifikt imod denne kontinuerlige inflationærer proces skadelige konsekvenser. Som jeg påpegede tidligere, er der et forhold der er værd at være ekstra opmærksom på, når man skal afgøre omfanget af den nuværende krise: Det er ikke kun et midlertidigt rentefald og en midlertidige udvidelse af pengemængden, men et mønster der går helt tilbage til ultimo 1984, hvor man igen og igen har forsøgt at sænke renten og udvide pengemængden så snart markedet desperat har forsøgt at cleare. Finanskrisen adskiller sig fra IT boblen eller den asiatiske krise med LTCM[14] ved denne gang at repræsenterer akkumulering af 25 års ekspansiv monetær politik, uden at det er praktisk muligt at sænke renten yderligere.
Østrigske økonomer har advaret mod dette som værende ”The Keynesian Endgame” – et punkt i tiden hvor markedspresset for at reorganisere tidspræferencer, opsparing og produktion er så presserende at man ikke længere kan udskyde problemet med yderligere billig kredit.
Konstant at introducere yderligere billig kredit, printet ud af den blå luft, skaber ikke mere velstand i samfundet, da det kun repræsenterer et fatamorgana af ”falsk opsparing” som ikke repræsenterer virkelig værdi. At opfordrer folk til at forbruge sig ud af en gældskrise, svarer til at hælde benzin på et bål man forsøger at slukke[15]. Man har aldrig kunnet og kan til stadighed ikke forbruge sig rig, og ved bestandigt ikke at accepterer markedets forsøg på at helbrede sig selv forplumrer man kun samfundets kapitalstruktur yderligere, og skaber kimen for enten endnu en ny og værre aktivboble, årevis af stagnation eller i værste tilfælde den totale destruktion af befolkningens opsparing gennem hyperinflation.
ABCT er ikke en cyklusteori der er særligt interesseret i selve recessionen, men ligger derimod vægt på at det er i opgangsperioden at skaden bliver udrettet i kontrast til den Keynesianskemakropolitik der retter fokus mod selve recessionen og prøver at symptombehandle i stedet for at gå til roden af problemet. ABCT advokerer her i stedet at markedet for alt i verden ikke må forstyrres i denne helbredende proces der forsøger at genoprette kapitalstrukturen og genetablere forholdet mellem forbrug og opsparing.
———————————————————————————–
[1] Ludwig von Mises; “In the summer of 1929, Mises was offered a high position at the Kreditanstalt Bank. but turned the position down; “A great crash is coming, and I don’t want my name in any way connected with it.” – Mises, Margit von. 1984. My Years With Ludwig von Mises, 2nd ed. Cedar Falls, IA: Center for Futures Education. pp. 23-24.
F.A. Hayek kan ligeledes citeres omkring 1929; “I was one of the only ones to predict what was going to happen. In early 1929, when I made this forecast, I was living in Europe which was then going through a period of depression. I said that there [would be] no hope of a recovery in Europe until interest rates fell, and interest rates would not fall until the American boom collapses, which I said was likely to happen within the next few months.”- Hayek, Friedrich A. 1975. Interview. Gold and Silver Newsletter. Newport Beach, CA: Monex International (June)
[2] Disse er alle Østrigske økonomer der forudså finanskrisen: Mark Thornton 2004, http://mises.org/daily/1533- Stefan Karlsson 2004, http://mises.org/daily/1670 – Frank Shostak 2004, http://mises.org/daily/1882 – Peter Schiff 2006, http://www.moneyweek.com/news-and-charts/peter-schiff-free-marketeer-who-predicted-the-crisis-45136.aspx – Congressman Ron Paul 2003, http://libertymaven.com/2008/09/19/ron-paul-the-nostradamus-who-predicted-the-current-financial-crisis/1965/
[3] Ekspansion i pengemængden er i øvrigt den originale definition af , og ikke som mange misforstået tror, selve prisstigningen. Jvnf: http://mises.org/daily/908
[4] Standard & Poor’s Home Price Values, September 2008.
[5] Ifølge regeringens egne tal var arbejdsløsheden her 6,7 %. Målt med den metode, den amerikanske regeringen selv brugte i 1970, var arbejdsløsheden her på hele 16,7%(www.shadowstats.com)
[6] Robbins, Lionel: The Great Depression, The Ludwig von Mises Institute 2007, p.31
[7] Ibid., p. 16
[8] Forståelse af det fraktionelle reservebankssystems evne til at skabe inflation (i samspil med centralbanken) er essentiel for at forstå hvordan denne umiddelbart harmløse ratio mellem ind- og udlån har en enorm signifikans for skabelsen af konjunkturer. Dette må jeg af pladshensyn undlade, læs dog mere her:http://www.lewrockwell.com/rothbard/frb.html eller på bogform her: http://mises.org/books/mysteryofbanking.pdf
[9] Fiduciary media. Money-substitutes freely accepted at face value which consist in claims to payment on demand of specified sums of money in excess of the monetary reserves held for their redemption. Fiduciary money includes token money, bank or treasury notes and demand deposits (deposit currency or checkbook money) which exceed the amount of cash reserves immediately available for their conversion into money proper. Fiduciary media are money-substitutes. i.e nyskabte penge der ikke har nogle reelle underliggende aktiver til grund for dets værdi.
[10] På trods af at regeringens egne tal viste lav inflation, steg huspriser, råvarer, olie, og aktier enormt i perioden før finanskrisen. Disse tal indgår som sådan ikke i CPI, men kan stadigt være udtryk for massiv inflation i perioden.
[11] MZM has become one of the preferred measures of money supply because it better represents money readily available within the economy for spending and consumption. This measurement derives its name from its mixture of all the liquid and zero maturity money found within the three “M’s.”:http://www.answers.com/topic/money-zero-maturity-mzm
[12] Her skal ses på de sidste to grå streger der indikerer Dotcom recessionen, der slutter omkring 2001-2002, og starten på Finanskrisen i 2007.
[13] Makroøkonomers fokus på det generelle prisniveau afslører ikke på samme måde sektor specifikke relative prisstigninger som man f.eks. så under IT-boblen(IT-ingeniører, programmører, Silicon Valley housing, IT-floor management etc.) Callahan and Garrison ”Dot Com Boom and Bust” p. 87
[14] Long Term Capital Manegement krisen: Long-Term Capital Management (LTCM) was a U.S. hedge fund which used trading strategies such as fixed income arbitrage, statistical arbitrage, and pairs trading, combined with high leverage. It failed spectacularly in the late 1990s, leading to a massive bailout by other major banks and investment houses,[1] which was supervised by the Federal Reserve. http://en.wikipedia.org/wiki/Long-Term_Capital_Management
[15] Økonomen Gerald O’Driscoll, tidligere senior official hos the federal reserve sammenligner da også selv FED med “An arsonist watching a fire he set, expressing amazement at how such an event could have happened” Citeret i Richard Rahn, ”The Fed: Solution or Problem” Washingtong Post, November 26, 2008

Sølvinvestor er ikke ansvarlig for gæsteskribenters bidrag, og de udtrykker ikke nødvendigvis vores holdning. Læs her hvordan du kan få din artikel udgivet på Sølvinvestor.dk.

Om forfatteren

Jesper startede Sølvinvestor i februar 2011 og står for den daglige vedlige-holdelse af hjemmesiden. Jesper studerer nationaløkonomi med særligt fokus på makroøkonomi og finansiering, og interessen ligger specielt på ædelmetallers rolle i verdensøkonomien i dag og i årene fremover. Læs vores vision.

Skriv en kommentar